Danmark for folket

Tekst af Oskar Hansen
Musik af Oskar Gyldmark


Danmark for folket,
det klinger og gror,
det er de stærke, de sejrende ord.
Hver den, der virker med evne og ånd,
og hver og en, der skaber med den barkede hånd,
hver den, der ærligt i arbejdets flid
vil bygge op den nye dag, den nye folkets tid.
Plads for dem alle, plads for alle, der vil
Danmark for folket.

Danmark for folket -
fra hytte og hus,
stærkt skal det stige som vårvindens sus,
nynne sin sang, hvor maskinerne står,
og nynne ud, hvor muldens mænd langs agrene går,
synge ved disk og ved pult på kontor
og storme ud til havets mænd langs skibes kølvandsspor.
Plads for dem alle, plads for alle, der vil
Danmark for folket.

Danmark for folket -
det klinger fra nord,
plads for os alle ved samfundets bord.
Kamp imod dem, der vil storme og slå
de friheds lyse skanser, som vort folk bygger på.
Plads for hver tanke, der levende gror,
det er vor stærke tone i det store verdenskor.
Plads for dem alle, plads for alle, der vil
Danmark for folket.

I 1934 fremsatte Socialdemokratiet programmet: "Danmark for folket", og Oskar Hansen skrev hertil sin sang.

kenielsen.dk
Røde sange
Lørdag den 16. december 2017